Er din hverdag efterhånden blevet præget af værkende knæ- eller hofteled og måske en balance, der ikke er helt god mere? Men ønsker du fortsat at kunne gå tur og komme udendørs, som du plejer? Så kan du overveje, om et af følgende hjælpemidler kunne være en løsning for dig, så du kommer ud og får luft og motion dagligt:
Spadsere-/gangstok:
Den klassiske og ofte første løsning, når man taler mobilitet, for stokken som redskab er en unik opfindelse, som fortaber sig i menneskets historie som støtteredskab.
Stokke findes i mange udgaver, materialer, designs, farver og længder og afspejler de mange forskellige aktiviteter, de ofte bruges i forbindelse med: Spadsereture (godt håndtag og affjedring), ferieture (letvægtsmaterialer, ofte også foldbare), fester (ekstra udsmykning, der måske også matcher tøjet), vandreture (lange og oftest meget kraftige eller helt lette alt efter terrænet), byture (lette materialer og et flot udseende, der afspejler ens stil – og lette at sætte fra sig eller folde sammen i tasken), jagtture (oftest med et sæde, der kan slås ud, så man kan tage sig et hvil), pasning af løsgående dyr (lange og med en afslutning, der kan bruges til at guide dyr ind i folden med) – og mange andre.
Albuestok:
I modsætning til en stok går en albuestok (krykke) op om overarmen bagpå og fungerer dermed som et stabiliserende element. Anvendes meget ofte efter operation, eller hvor en borger går for dårligt til at kunne bruge en stok – men for godt til at skulle bruge rollator. Albuestokke kan bruges alene eller i begge sider, alt efter behov.
Gangstativ:
Bruges ofte i genoptræningsøjemed eller til indendørs brug. Særlig velegnet, når brugeren ikke går så hurtigt eller har en dårlig balance. Ulempen er, at gangstativet skal løftes frem for hvert skridt, da den ikke har hjul.
”En-sidet rollator” – RollerMate:
RollerMate er en svensk opfindelse, som har sin styrke, hvor brugeren i forvejen måske bruger en albuestok som støtte i den ene side. Kan bruges som en overgang til brug af en almindelig rollator. RollerMate giver en stabil og ’rullende’ støtte, da begge hjul hele tiden er i kontakt med underlaget og således ikke skal løftes, som når man bruger albuestok. RollerMate har vist sig særlig god til genoptræning efter hjerneskade, da den kan bruges som overgang fra rollator til stok/albuestok.
Rollator:
Rollatorer findes – som spadserestokken – i utroligt mange udgaver, materialer, farver, designs og kvaliteter og afspejler dermed den meget udstrakte brug og de konkrete dagligdagsaktiviteter, den støtter op om for rigtig mange mennesker i verden. Den væsentligste skelnen er mellem indendørs- og udendørsrollatorer. De førstnævnte er oftest designet uden et sæde, da et hjem byder på mange muligheder for at kunne hvile sig. De rollatorer, der er møntet på udendørs brug er oftest designet med et godt sæde og med affjedring eller støddæmpning i hjulene, så de kan tage af for stød fra underlaget samt er nemme at manøvrere med. De nye letvægtsmaterialer som f.eks. kulfiber er dyre i pris men optimale til formålet, da de er lette, robuste og nemme at vedligeholde. Men en dyr investering kan hurtigt tjene sig hjem i daglig brug ved øget komfort og den nemme håndtering, f.eks. hvis man skal have sin rollator med rundt i bus, tog, fly eller med i bilen.
Det er derfor en overvejelse værd at kigge på de forskellige muligheder for støtte under din daglig spadseretur, før du begynder at drosle ned på dit aktivitetsniveau!